TÆNK ENGANG

- en kort beskrivelse af sangenes indhold:


1. SOM DU VIL

En god vens kæreste slår op med ham. Det er min version af historien, set fra hans side - tror jeg nok.

2. VED MIKKEL

Min søn Mikkel var vel 10-12 år, da jeg skrev sangen. Jeg var weekendfar og havde ikke min søn 100 procent. På det tidspunkt gik mange af diskussionerne på, at det var meget nemt at være weekendfar, men man glemte at diskutere, hvad der lå bag ved facaden: smerterne, følelserne, de gode minder, det tabte, det tætte, krammene og hvad der ellers hører til i en familie.

3. TÆNK ENGANG

Sang til det at tænke tilbage på gode stunder. At huske minderne, vennerne og det gode man har lige nu og her. Musikken er skrevet af John Martyn. Ny tekst af Sergio Marini.

4. MED LUKKEDE ØJNE

Teksten handler om det at lukke øjnene, læne sig tilbage og forestille sig noget dejligt. Huske de gode ting, der i livet. Lade være med at stresse og ikke glemme vores børn.

5. CECILIA

En godnat sang til vores smukke datter Cecilia.

6. KOM NU

Jeg skrev teksten i Grækenland, hvor jeg var på legatophold for at skabe nye sange. Jeg savnede meget både børn og kone. Min kone besøgte mig så i drømmene, men forsvandt før jeg kunne røre hende. En morgen gik et par timer og så var teksten skrevet. Drømmen kom aldrig igen.

7. FREDDIE

Freddie Dybris var min specielle svigerfar og en meget dygtig kunstner. Han døde i 1993. Jeg synes, at vi havde mange ekspressive tanker og ideer tilfælles, som så er beskrevet i sangen her.

8. LISES DRØM

Jeg læste engang en artikel om hjemgående husmødre - om hvordan de drak i smug. Det var i 1986, og dengang var hver fjerde husmoder mere eller mindre alkoholiseret - stod der. Få år efter steg antallet til, at hver tredje var afhængig af alkohol. Det fik mig til at skrive denne sang.

9. FISKEREN

Bent-Ivan Hansen var fisker i Hundested og Lynæs, så længe jeg kendte ham - selv da vi gik i skole sammen. Hans far og bedstefar havde også været fiskere. Bent-Ivans familie var nok de første som tog godt imod os flygtninge, da vi kom til Danmark, og de inviterede mig indenfor i deres hjem.
Teksten refererer til engang i 70erne, hvor jeg mødte Bent-Ivan på Hundested havn. På det tidspunkt havde han to store kuttere, som fiskede i de norske farvande og Nordsøen. Han var sjældent hjemme, men savnede det meget. Bent-Ivan døde i 1997, men nåede at høre sangen.
Musikken er skrevet af Fabrizio De André. Ny tekst af Sergio Marini.

10. FORELSKET

En dag så jeg et glad par gå på gaden. Pigen havde en ordentlig buket markblomster i favnen.
Fantasien fik lov at skrive en lille sang ud af det.

11. TESTAMENTE

Da min voksne søn Mikkel ikke ville flytte med os fra Sjælland til Jylland, og han samtidig havde givet udtryk for at ville flytte hjemmefra sin mor, var han 17 år. Sangen er i en god mening ment som en slags testamente, med håb om at han kunne tage mine gode erfaringer med sig.

12. OM DEN GAMLE

Engang i begyndelsen af 70erne besøgte jeg sammen med en veninde hendes bedstefar, som boede i Kikhavn. Han var en hyggelig og rar gammel mand, som ikke kunne gå mere og sad i en rullestol. Hans hverdag gik med at se verdenen gå forbi hans vindue. Det gjorde stort indtryk på mig at se, hvordan alderdommen svækker mulighederne for os mennesker.

13. TIDSMINDE

En sang til min ungdomskæreste om, hvor svært det var for mig at acceptere, at forholdet var overstået. Da omgivelserne heller ikke kunne eller ville hjælpe, måtte jeg ”bide i det sure æble” og nøjes med minderne.