Teksterne - en uddybning

DETTE LANDS VIND

Fortæller om mit første møde med Danmark. Om den første nat, jeg sov under dansk himmel. Forventningerne var mange og min glæde ved at komme til et land, hvor alle var venlige og imødekommende, afspejlede sig i håbet. Vel og mærke i et godt håb efter at være sluppet fra de flygtningelejre, vores familie havde boet i de sidste 4 år.
En sang til den danske vind, som var katalysator for de første oplevelser i landet.
Vi kom fra Syditalien, hvor vinden er en sjælden gæst.

SANG TIL MIN MODER

Den sydeuropæiske opdragelse er patriarkalsk, men moderen har en meget vigtig rolle som opdrager, da det er hende, som holder og samler familien. Sørger for børnene, sørger for det huslige, sørger for kærligheden og trøstestunder. Manden kan være så hård, som han vil, men vil altid ha et blødt punkt, som kan få hans følelser til at koge over - både negativt og positivt. Og det er moderen.

SANG TIL MIN FADER

Jeg har ofte spekuleret på, hvordan det måtte indvirke på et menneske/barn ikke at have en far - hvilket er meget svært at beskrive eller give udtryk for i korte træk, vil jeg tro.
Det nærmeste, jeg kan komme til den forestilling, er de tanker jeg har haft, da min egen far var hjemmefra i måneder og nogle gange år på grund af sit arbejde. Det værste var savnet, og dernæst angsten for, at noget dårligt kunne ske med ham. Troen, som for mit vedkommende vekslede mellem misbilligelse og ønskedrømme, fik med tiden overbevist mig om, at vi nok var af samme opfattelse og mening. At vi nok har det samme syn på kærligheden og familien.
Jeg kan stadigvæk ikke lade være med at tænke på, hvordan det må være for f.eks. en dreng eller pige fra et andet fjernt land, hvis far eller mor arbejder eller lever i Danmark.

FORÆLDRETANKER

Når mennesker kommer fra andre lande, kulturer, har de også noget med i rygsækken for at sikre sig, så bl.a. deres personlighed ikke går helt tabt. Sådan at det, de plejer at være trygge ved, ikke kommer til at lide overlast. Det kan være drømme, anderledes erfaringer, forhåbninger, stolthed, en tro på noget bedre.
Men det allermest dyrebare og fineste er børnene. De skal kunne føle sig godt tilpas lige meget, hvad eller hvor man kommer fra, er jeg helt overbevist om. Børnene er på mange måder alle forældres fremtid på et eller mange punkter. Det er altid kun samfundet, som sætter grænser for fremtiden.

OM SKOLETIDEN

Min skoletid i Danmark varede i tre år. To-tre måneder ind i ottende klasse gik jeg ud, for jeg forstod ikke meget. Datidens lærere var stadig afhængige af flade øretæver, og indlevelsen i anderledes børn var en by i.......et fjernt land.
Det første jeg skulle lære, kan jeg huske, var at kende tiden. Det var vigtigt, for jeg skulle nødigt komme for sent til timen efter frikvartererne. Dengang som nu var vi fremmede i fokus, stod i midten følte jeg, lige meget om det var negativt eller positivt.

OM IVANS KÆRLIGHED

Sangen handler om en historie, jeg har hørt andre fortælle. Navnet Ivan er opdigtet, da jeg ikke kan huske den unge mands rigtige navn. Han kom fra Pakistan. Historien cirkulerede i en mindre provinsby på Sjælland. Åbenbart var der mange, som kendte til de unges forhold. Undtagen forældrene til pigen.......blev der sagt.

FLYTNING

Jeg flyttede hjemmefra som 19-årig og oplevede en tomhed i mit indre, som kom til at præge meget af det mine forældre havde lært mig i mange år derefter. De trygge familiære omgivelser var væk. Samhørigheden var pludselig en labyrint af spørgsmålstegn. Det sociale en omfavnelse af hovedpuden.
Jeg var på herrens mark, mutters alene! Da resten af min familie kort tid efter rejste tilbage til deres oprindelige land, blev der gjort kort proces med mine følelser - det ydre gik fri og det indre fik en dom, som stadig bliver afsonet.
Jeg prøvede også at følge min familie et par år efter, men kunne ikke falde til, da deres land var mig for fremmed efter 10 år i Danmark. I Danmark var jeg fremmed.
I dag er tvivlen en lige så stor faktor, når anden/tredje generation af fremmed herkomst må tage stilling til fremtiden. Om de vil forblive to-tre kulturelle eller integrere deres personlighed, så godt de nu kan. For 100 % danskere bliver de aldrig. Tag godt imod dem!

VIST ER DET SVÆRT  (Et digt)

Essensen af de billeder, som kommer frem i digtet, har jeg hentet både fra mine forældre og andre forældre af fremmed herkomst.
Det er først og fremmest gennem børnene, vi alle mere eller mindre ser, at verden forandrer sig. Børnenes forandring smerter måske lidt mere, fordi det ikke er muligt at stoppe forandringen. Nogle kalder det også udvikling. På trods af fællesnævneren, at vi alle er mennesker, så kan kærligheden have forskellige farver. Særligt når vi ser virkeligheden i øjnene.

EMIGRANTSPOR

Teksterne rummer et sammensurium af billeder, som i korte sekvenser fortæller om et helt forløb - fra opbruddet til livet her i landet. Bag titlen Emigrantspor er der den betydning, at sporene er blevet trådt mange steder: Fra et hjem til et andet, fra en form for liv til et andet, fra en slags forventning til en anden, fra en slags opdragelse til en anden osv. - oplevelser som forandrer mennesker, eller de er nødt til at forandre sig for at kunne overleve.
Afslutningen af teksten hentyder til fællesskabet, at vi er nødt til at klare det sammen og ikke kun på grund af vores forskellighed, men også fordi vi har forandret os siden opbruddet. På grund af værkets sammensætning og skiftende rytmer kan det ikke opføres med akustisk ensemble.

LÆNGSEL

Teksten bygger videre på en artikel, jeg læste engang. En jugoslavisk pige fortalte om besværlighederne ved at have brudt med oprindelsen efter at være blevet gift med en dansk mand. Hendes familie slog hånden af hende, og på det tidspunkt, hvor artiklen blev skrevet, havde hun fået et barn og ikke hørt fra sin familie i flere år. Det er en sang til hende også for at sige, at vi er flere, som savner og føler på samme måde, men også at vi ligesom havet er med til at forandre, kommer med nye mangefarvede og velpolerede sten til strandene.

FREMMEDARBEJDERSANG

Vi kan vel alle være enige om, at livet koster noget. Jeg tænker ikke kun økonomisk, men også at det enkelte menneske ofte må give noget af sig selv for at opnå det, det vil. Det kan være i kompromis med sig selv, hvor den enkelte afgiver noget af sit personlighed, og det kan tage mange år, før det fungerer nogenlunde optimalt.
Det kan også være i kompromis med andre - det nye samfund/gamle samfund - og leve med det i hverdagenes mange små grupperinger, etniske eller danske. Det generelle billede af virkeligheden er, at mange mennesker af fremmed herkomst konstant prøver at tilpasse sig, hvilket er næsten umuligt - er min erfaring - set i forhold til resten af den danske udvikling i både samfund og det enkelte menneske. Hvis det er virkeligheden, må vi alle være bagud. De fremmede på grund af undertrykkelsen, og danskerne på grund af ligegyldigheden overfor fremmede mennesker.
I den vestlige kristnes lærdom - nye testamente - er der én stor forræder. Jesus vidste det, og alligevel tilgav han. Hvem sammenligner vi os med: frelseren eller den tilgivne?

FØDESTED

Jeg var seks år, da min familie rejste fra min fødeby. Først 18 år efter fik jeg mulighed for at gense den som 24-årig. Sidste gang, jeg var der, var jeg ca. 35 år. Jeg blev skældt ud og set på med grumme øjne, fordi jeg ikke ville snakke kroatisk, for de kunne se i mit pas, at jeg var født i byen.
Virkeligheden var, at jeg ikke snakkede det så godt mere - havde glemt det meste af sproget efterhånden, men det troede de ikke på. Billedet var efter mange år pludseligt vendt - oprindelsen kunne heller ikke acceptere, at jeg var lidt uren. Ligesom de mange første år i det danske, så blev jeg aldrig helt ren dansker, og nu ligner jeg bare en - med lidt mave, en måne som flest og et sprog, ingen kan sige er urent - jo, mange tror, jeg kommer fra Fyn eller Sønderjylland.
Det er bare et eksempel på, at fremmede ofte står med et ben i hver lejr og følelserne i ingenmandsland. Hvor man bliver beskudt fra alle sider. Oprindelsen er efter mange år en grå diset zone, som forsvinder mere og mere. Et af vores store håb er, at vores børn så finder et bedre ståsted, end det vi blev udsat for.
Men mine drømme går ofte til oprindelsen, fordi jeg ikke kan slette de få erindringer, de gode og dårlige oplevelser jeg har fra barndommen. Vi fremmede lukker nogle gange øjnene og flyver langs med europæiske lande, lander på den jord, vi kender, dufter lidt til de steder, vi erindrer, åbner øjnene og forestiller os tingene, som de var engang. Og ved I hvad? De er, som de var engang!